Historie

2001 var året, hvor Showkoret (tidl. Musikhusets Showkor) så dagens lys. Den første audition til koret fandt sted januar 2001 på initiativ af bl.a. Musikhusets daværende direktør Allan Xenius Griege og Anett Hellman i samarbejde med korleder Lisbeth Aagaard Rahn.

Ideen opstod ud fra ønsket og håbet om at kunne bringe musicalens magi til Esbjerg. Koret var tænkt som et anderledes kor. Nemlig et kor, der ikke kun skulle synge, men også optræde, både med koreografi, kostumer og show. Der var meget stor interesse og tilslutning til optagelsesprøven og omkring 40 slap igennem nåleøjet - Et showkor var dannet.

Allerede i maj 2001 var Showkoret klar til den første optræden og havde da også en succesfuld debut ved Musikhusets årlige kortræf med en hyldest til musical-genren med nummeret "Give my regards to Broadway". Et nummer der den dag i dag stadig indgår i korets repertoire.

Siden er det blevet til adskillige optrædener i  bl.a Musikhuset og på Tobakken, men også på andre scener. Derudover producerer Showkoret med succes store forestillinger.

Koret er et blandet kor, der i dag består af ca. 30 medlemmer i alderen 25 til 65 år.